26. november 2010
Hundrede geocachere sluppet løs på Klostermølle
Forestil dig en kold søndag sidst i november. Det er overskyet, og det ser ud til regn. Det er ikke lige dagen, hvor man har lyst til at tage i skoven – eller er det?
Vejret var i hvert fald ikke nogen hindring for de over hundrede geocachere, der tog til geocaching-event på Klostermølle d. 21. november. De tog gummistøvler på fødderne, lagde GPS’en i tasken, satte børnene og geo-hunde ind på bagsædet i bilen – og så afsted til Klostermølle, hvor der ventede varm kakao og mødet med mange af de geocachere, de kendte fra nettet og fra andre geocaching-events.
I Natur & Ungdom har vi arbejdet på at koble ny teknologi og naturoplevelser, og geocaching har vist sig at være at samlingspunkt, hvor hele familien kan være med. Geocaching er nemlig populært og ligetil. Det går kort sagt ud på, at der er gemt skatte på skjulte steder, som kun kan findes, hvis du har en GPS og de rigtige koordinater. Koordinaterne finder du på internettet, www.geocaching.com. Til de fleste caches skal man have en lille ting med, en udenlandsk mønt, et lille stykke legetøj eller andet, der ikke har nogen høj værdi, men dog som er værd at bytte med. Når man så finder cachen, må man bytte med en af de ting, som andre geocachere har lagt i den. Det er især et hit blandt børnene.
Geocaching og Natur & Ungdom har meget til fælles: Naturoplevelserne, fællesskabet og at passe på og nyde naturen. Derfor har vi udviklet to serier af caches, som er lagt i området omkring Klostermølle. Den ene serie handler om den særlige mangfoldighed i træerne ved Vissing Kloster. Den anden omhandler det særlige dyreliv ved Mossø og Klosterkanalen. Således hedder en cache f.eks. Havørnen, og i beskrivelsen af cachen, som findes på geocaching.com, kan man læse om havørnen, at den engang var helt udryddet i Danmark, men i de seneste år er den vendt tilbage og gæster nu også ved Mossø. Sammen med billeder af havørnen formidles særlige træk ved havørnens udseende og adfærd.
Tanken er, at man kan lære om det særlige dyreliv og planteliv, når man jo alligevel står midt ude i det. Alt efter hvor avanceret en GPS, man har, kan man få beskrivelsen frem på sit udstyr, og så er det jo nemt at tale med børnene om naturen og gøre den vedkommende. Vi frigav cachene til eventen d. 21. november, og det blev en herlig dag. Vi fik en overvældende positiv feedback fra deltagerne, og det er ikke sidste gang Natur & Ungdom leger med geocaching – næste gang kunne man jo udnytte, at Mossø ligger, hvor den gør, og så lave en cache, man kun kan komme til med kano…?
Til eventen udarbejdede Natur & Ungdom et opgavehæfte med sjove geocaching-opgaver, som børnene kunne løse, mens forældrene tastede koordinater ind. Opgavehæftet er lavet af Signe B. Nielsen.
Download geocaching-opgaverne her